Det nye campus får til huse i virksomheden Kopenhagen Furs tidligere bygning i Glostrup på 94.000 m². Her samles mere end 20 forskellige erhvervsuddannelser under ét tag, hvor både unge og voksne kan gennemføre hele deres uddannelsesforløb – fra grundforløb og svendeprøve til efteruddannelse.
Med den øgede kapacitet får eleverne ikke kun bedre rammer for deres uddannelser, der bliver også plads til både store messer, faglige festivaler og andre begivenheder. Samtidig åbner Hovedstadens Håndværkercampus sig mod virksomheder og lokalsamfund gennem et endnu tættere samarbejde.
Et løft for fremtidens faglærte
Danmark har brug for flere faglærte, og vi vil være med til at løfte kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Med Hovedstadens Håndværkercampus får vi:
- Fremtidssikrede og innovative rammer og faciliteter til både unge og voksne.
- Mulighed for at samle erhvervsuddannelser, skoleoplæring og efteruddannelse i samme hus.
- Plads til messer, faglige festivaler og større begivenheder.
- Stærkere samarbejde med virksomheder og lokalsamfund.
Nye rammer for mere end 20 uddannelser
Åbningen af et nyt, større håndværkercampus i Glostrup betyder samtidig, at vi sælger vores tre erhvervsskoler på Tæbyvej 65 i Rødovre, Marielundvej 44 i Herlev og Fabriksparken 31 i Albertslund, og rykker en række erhvervsuddannelser og efteruddannelser samt skoleoplæringen til Glostrup.