Kom i gang med eux
Grundforløb 1, grundforløb 2 og læreplads
Bliv erhvervsfaglig student med en eux-uddannelse
Skal du tage en erhvervsuddannelse eller gå i gymnasiet? Valget kan være svært, men hvis du vælger en eux-uddannelse, behøver du faktisk ikke vælge til eller fra.
Med en eux får du to uddannelser i én.
Eux kombinerer nemlig en erhvervsuddannelse med gymnasiefag, så du ender med både at være faglært og stå med studentereksamen.
På den måde sikres du en bred vifte af muligheder, når du er færdig med eux. Enten kan du søge job inden for det fag eller håndværk, du er udlært i, eller du kan søge ind på en videregående uddannelse.
FAGRETNINGER PÅ GRUNDFORLØB 1
På NEXT tilbyder vi 5 eux-fagretninger
Går du i gang samme år, som du afslutter folkeskolen eller 10. klasse starter du på grundforløb 1 (GF1).
På grundforløb 1 vælger du en fagretning, der toner dit grundforløb.
Fagretningerne er lavet, så du kan stifte bekendtskab med vores uddannelser, inden du skal foretage dit endelige uddannelsesvalg i slutningen af grundforløb 1.
Du binder dig ikke til at skulle vælge en uddannelse inden for den fagretning, du tager, og er du i tvivl om dit valg af fagretning, bruger vi de første to uger af grundforløb 1 til at hjælpe dig med at vælge rigtigt.
Hvis du færdiggjorde 9. eller 10. klasse for mere end to år siden, begynder du din erhvervsuddannelse på grundforløb 2 (også kaldet GF2).
Det varer cirka et halvt år (20 uger) og giver dig de faglige færdigheder til at starte på hovedforløbet, som er næste fase i din erhvervsuddannelse.
Du skal senest efter grundforløbet slutter have fundet en læreplads i en virksomhed eller være optaget i skoleoplæring, hvis det er muligt på den uddannelse, du har valgt.
Når du går direkte på grundforløb 2, skal du ikke vælge et område med fagretninger som en elev på grundforløb 1. I stedet skal du på Optagelse.dk søge om optagelse på selve det fag, du ønsker at beskæftige dig med, fx eux-bygningssnedker, eux-tømrer osv.
Du skal selvfølgelig også opfylde adgangskravene.
Læs mere om adgangskravene til en eux-uddannelse
Har du brug for at vide mere, kontakt NEXT Uddannelsesrådgivning på 3388 0300.
Er du fyldt 25 år, og har du relevant erhvervserfaring inden for den erhvervsuddannelse, du vil optages på, kan du gennemføre et særligt uddannelsesforløb, der kaldes ”erhvervsuddannelse for voksne” (euv).
Forløbet tilrettelægges, så det bygger videre på den uddannelse og den joberfaring, du har i forvejen, og uddannelsen vil som regel være kortere end en erhvervsuddannelse for unge under 25 år.
Uddannelsesforløbet består af et grundforløb, der varer op til et halvt år (0-20 uger), og et hovedforløb, der varierer i længde fra uddannelse til uddannelse.
Grundforløbet skal give dig de faglige færdigheder til at kunne starte på hovedforløbet. Hovedforløbet veksler mellem læreplads (på maksimum to år) og skoleophold.
Alt efter din erhvervserfaring er der dog også mulighed for at starte direkte på hovedforløbet.
Når du starter på grundforløbet, skal du ikke vælge et område med fagretninger som en GF1-elev. I stedet skal du på Optagelse.dk søge om optagelse på selve det fag, du ønsker at beskæftige dig med, fx eux-bygningssnedker, eux-tømrer etc.
Ved tilmelding skal du vedhæfte dokumentation for relevant erhvervserfaring inden for det ønskede fag, og herefter vil du blive indkaldt til et møde med en vejleder for at drøfte dine muligheder for merit.
Lærepladsen er en obligatorisk del af din erhvervsuddannelse.
For at komme videre fra grundforløbet til hovedforløbet, skal du have en uddannelsesaftale (kontrakt) med en virksomhed.
En kontrakt med en virksomhed indebærer, at virksomheden ansætter dig som elev/lærling, og at I indgår en kontrakt/uddannelsesaftale.
Skoleoplæring
Skoleoplæring er det professionelle alternativ for dig, som endnu ikke har en læreplads.
Når du er i skoleoplæring, fungerer NEXT Skoleoplæringscenter som din virksomhed/”mester”.
Her bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til den uddannelse, du går på. Du møder på arbejde i skoleoplæringscentret og har en arbejdsdag – helt ligesom i en almindelig virksomhed.
Som udgangspunkt er skoleoplæringen midlertidig, og mens du er i skoleoplæring, skal du stadig være aktiv for at få en uddannelsesaftale (kontrakt) med en virksomhed om en læreplads.
EUX - ERHVERVSFAGLIG STUDENTEREKSAMEN
Gå direkte i arbejde, eller læs videre.
Mulighederne er mange, og der er noget for alle. NEXT tilbyder mere end 10 eux-uddannelser.
NEXT TILBYDER EUX PÅ 5 ADRESSER I STORKØBENHAVN
Eux-uddannelserne er tilknyttet forskellige adresser: