Beklædnings-håndværker

Ring på tlf. 33880300, hvis du har spørgsmål

 

Vi udbyder ikke GF2 på beklædningshåndværker i 2018. Uddannelsen har af undervisningsministeriet fået 0 kvote, hvilket betyder, at vi ikke har nogen kvotepladser i hele 2018. Vi ved endnu ikke hvorvidt undervisningsministeriet vil give os kvotepladser i 2019.

- En håndværksmæssig fremtid inden for mode og beklædning

Som beklædningshåndværker arbejder du med at sy designtøj og forskellige former for beklædning. Du arbejder med forskellige materialer, mønstre og symaskiner. 

 

Elever på uddannelsen til beklædningshåndværker

 

På uddannelsen lærer du at fremstille tøj, hatte og pelse ud fra designernes tegninger. Det kræver kendskab de nyeste teknikker, og at du følger med i moden. Det kræver også stor præcision, for tøjet skal være i orden ned til mindste detalje. Du har mulighed for at specialisere dig inden for design, konstruktion og produktion af tøj, pelse eller hatte.

 

Som færdiguddannede beklædningshåndværkere arbejder du typisk på mindre systuer eller store tekstilfabrikker. Med en erhvervsuddannelse som beklædningshåndværker har du også mulighed for at videreuddanne dig ved at søge om optagelse på erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser inden for det designfaglige område.

 

 

Uddannelsens forløb

Uddannelsen består af et grundforløb 1, grundforløb 2 og et hovedforløb. Grundforløbet 1 er for elever som kommer direkte fra folkeskolen eller har afsluttet folkeskolen inden for de sidste 14 måneder. Grundforløb 2 foregår på skolen og varer max 20 uger afhængig af din alder og baggrund. Læs mere.

 

Hovedforløbet varer ca. 2 ½ år (trin 1 varer 1 ½ år og trin 2 varer 1 år) og veksler mellem skoleophold og praktik. Du skal som udgangspunkt selv finde en praktikvirksomhed, en tøj eller tekstil virksomhed i Danmark eller udlandet. Skolen kan eventuelt hjælpe dig. Læs mere om praktik og se vores tips til praktiksøgning.

 

For dem, der ikke kan finde en praktikplads i en virksomhed, er der mulighed for at komme i skolepraktik (SKP).

 

Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve, hvor du fremviser det tøj, du har produceret i løbet af din uddannelse.


For at blive beklædningshåndværker, skal du blandt andet lære at arbejde med designoplæg, tage mål og lave modeller. Desuden bliver du undervist i forskellige symaskiner og -teknikker, samt it-værktøjer til at lave tegninger og beskrivelser. Du lærer også om materialer, priser og kundebetjening.

 

 

Mesterlære

Du har mulighed for at tage uddannelsen som mesterlære, hvor meget af undervisningen på grundforløbet erstattes med praktisk oplæring i din praktikvirksomhed. Læs om mesterlære på ug.dk.

 

Uddannelsesmiljø

En stor del af uddannelsen foregår i skolens værksteder. Her kan du fordybe og dygtiggøre dig ved skolens maskiner, tegneborde og computere. Det er et kreativt miljø, hvor der bliver arbejdet hårdt og talt en masse om håndværk og mode, ofte til sent om aftenen.


Underviserne på NEXT er uddannede skræddere, buntmagere og tøjdesignere og har mange års erfaring fra beklædningsbranchen. De går op i, at selv den mindste syning er perfekt. De er fagnørder, så det bliver du også.

 

 

Uddannelsessted

NEXT Uddannelse København

Vejlebrovej 45

2635 Ishøj

 

Adgangskrav

Uddannelsen har adgangsbegrænsning, så for at kunne starte, skal du have en uddannelsesaftale. Der er fra 1. januar 2018 ”0 kvote” på uddannelsen, hvilket betyder, at man kun kan starte på Grundforløb 2, hvis man har tegnet en uddannelsesaftale med en virksomhed. Denne uddannelsesaftale skal indbefatte perioden på Grundforløb 2.

 

Se de generelle adgangskrav og hvordan du kommer i gang under menupunktet Tilmelding og startdatoer.

 

 

Økonomi

Uddannelsen er gratis. På grundforløbet har du mulighed for at få SU, hvis du er over 18 år. Læs om SU hos ug.dk.


Har du en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed, får du elevløn fra den dag, aftalen træder i kraft. Du får løn i både praktik- og skoleperioder. Startlønnen for elever på erhvervsuddannelser er typisk mellem 9.500 og 12.500 kr.

 

Optagelse

Uddannelsen til beklædningshåndværker har det der kaldes en ”0 kvote” på andet grundforløb. Har du en uddannelsesaftale med et praktiksted, vil du kunne starte på uddannelsen*

 

Et godt alternativ kan være en ny-mesterlære aftale, hvor en stor del af tiden på andet grundforløb foregår i virksomheden. Du er så kun på skole for at tage de fag virksomheden ikke kan løfte.

  

Med en uddannelsesaftale

Har du en uddannelsesaftale skal du blot sende denne til skolen inden grundforløbet starter. Husk, at du skal sende originaludgaven, og den skal være underskrevet af både dig og din mester.

I kan udfylde den digitalt her

 

Uden en uddannelsesaftale

Har du ikke en uddannelsesaftale, er det desværre ikke muligt at blive optaget på uddannelsen fra januar 2018.

 

Uddannelsen starter i januar og i august, såfremt der er elever nok, til at der kan køres et hold.

 

* såfremt der er elever nok til at der kan startes et hold.

 

Mere information

  • For at sikre et godt arbejds- og uddannelsesmiljø, skal alle elever overholde NEXTs ordensregler.
  • Se de formelle krav til uddannelsen (undervisningsmål, evaluering med mere) i den lokale undervisningsplan.
  • Se også fakta-boksene.

Tilmeld dig

Se hvordan du bliver optaget og hvornår du kan starte på uddannelsen til beklædnings-håndværker

Tilmelding & startdatoer

Vejledning

Spørgsmål eller brug for råd?

Kontakt en vejleder

Eleverne siger

Hør eleverne fortælle om, hvordan det er at gå på uddannelsen til beklædningshåndværker.

Se video